BOPA's grundlæggere BOPA's grundlæggere
BOPA
en modstandsorganisation
under Danmarks besættelse 1940 - 1945


Analyse af Bjarne Maurers skemaversion


Formålet er at vurdere Bjarne Maurer's bearbejdede version i forhold til Erik S. Saxtorphs originale organisationsskemaer.

Maurers version er væsentlig forskellig fra Saxtorphs oprindelige organisationsskemaer. En forskel som kan være positiv hvis Saxtorphs noget vanskeligt læsbare skemaer bliver lettere at anvende, men problematisk hvis bearbejdelsen er unøjagtig i forhold til den oprindelige kilde.

Beskrivelse af versionen
Maurer har valgt at se bort fra systematikken i de oprindelige skemaer. Ganske vist fastholdes BOPA-rammen, men efter KOPA er forsvundet overtager de andre grupper (som på de originale skemaer er placeret til højre for BOPA-rammen) pladsen til venstre for BOPA-rammen. Indtil da er disse grupper placeret grafisk over BOPA-rammen. Så selv om forbindelseslinjerne viser den korrekte organisatoriske relation, går den grafiske systematik tabt både i forhold til gruppernes placering med BOPA i midten og i forhold til organisationsniveauer og kontrolspænd.

Samtlige enheder tegnes i firkanter, hvilket er den gængse måde grafisk at angive en selvstændig enhed på. Men er der virkelig kildemæssig argumentation for den tolkning? Saxtorph har jo netop ikke anvendt firkanter, og alt tyder da også på at de enkelte enheder netop ikke var selvstændige i forhold til andre enheder.

Endvidere er gengivelsen af enhederne ikke præcis i forhold til de oprindelige skemaer for eksempel er enheden '+ 1' under Svend på det første skema udeladt, og 'Provinsgrupperne' under 'Bøgh' på skemaet for maj - juli 1944 slået sammen med O.T., hvilket ikke giver mening da noten på det originale skema er:
"'Provinsgrupperne ophæves, een kommer til Kbh., de andre overgår til Militærgrupper".
Tilsvarende unøjagtigheder kan findes på skemaerne for perioderne Marts -43, September -43, Januar -44 og April -44.

Anvendelse af noter
De oprindelige noter er udeladt til fordel for noter baseret på informationen fra Frihedsmuseets sabotage-undersøgelse fra 1977-81, - alligevel kan Saxtorphs formuleringer enkelte steder genfindes, for eksempel i bemærkningerne i Maurers 7. skema note 2: 'Disse afdelinger rives op af tyskerne' sammenlignet med Saxtorphs note samme sted: 'disse grupper rives op af tyskerne'.

Antallet af skemaer
Maurers version omfatter kun otte (8) skemaer imodsætning til Saxtorphs originale ni (9) skemaer. Der er ingen tvivl om at Maurer kun har arbejdet med otte skemaer, det fremgår klart af hans generelle noter. Det manglende skema er for perioden december 1943 idet hans skema 'september - december 1943 er identisk med Saxtorphs skema for 'september - november 1943'.

Konklusion
Bjarne Maurers skemaversion reducerer det originale kildemateriale i en sådan grad at det bliver et ligegyldigt illustrationsmateriale. Her er således ikke tale om unøjagtigheder eller om grafiske valg for at lette overskueligheden, men om en forvanskning som ikke kan anvendes i stedet for den originale kilde.

næste side
 
 
 

modstandskampen.dk